– absolut inte bara opera
Richard Wagners (1813-1883) dramatiske tekster er som bekendt mangetydige, og der kan med god grund argumenteres for adskillige tolkningsmodeller. En tolkningsmodel, der melder sig ved de sidste fire værker: Ringen, Tristan, Mestersangerne og Parsifal, er at se dem i lyset af Arthur Schopenhauers (1788-1860) filosofi.
Fortsätt läsa ”Wagner og Schopenhauer – et resumé”I en løbende diskussion i tidsskriftet “PubliMus” (https://publimus.dk/) har et par debattører gjort gældende, at Richard Wagner ingenlunde var antisemit, samt at Adolf Hitler og nazisterne på ingen måde hentede inspiration til deres politik i Wagners skrifter. Foranlediget heraf men uden større lyst tager jeg hermed disse to emner op.
Fortsätt läsa ”Wagners antisemitisme og Wagner som protonazist””Un mondo di fratelli sarà la terra allor” 1
Som lyden af sand, der fyger henover marmortrin, således indleder delte lyse strygere næsten kammermusikalsk ouverturen til Aïda, Guiseppe Verdis (1813-1901) vel nok mest kendte opera.
Det er titelpersonen Aïdas ledemotiv, vi her hører, og selvom Verdi kunne blive ret ophidset, når nogen påstod, at musikken i Aïda var Wagner-påvirket, så er der ikke megen tvivl om, at netop brugen af ledemotiver er inspireret af Verdis jævnaldrende tyske antipode.
Fortsätt läsa ”AÏDA – triumfmarcherende dystopi”– som oplæg til diskussion
1: Wagner er i ”Parsifal” – som i alle sine værker – en super-virtuos benytter af symboler.
2: Wagners hovedtema som dramatiker er den erotiske kærlighed. For det handler aldrig hos Wagner om romantisk forelskelse, blomster, sommerfugle og længselsfulde sukke. Det handler om voksne menneskers erotiske begær. I modsætning til de fleste af sine forgængere og samtidige i romantikken interesserede Wagner sig ikke for den ulegemlige platoniske forelskelse eller kærlighed. Selv relationen mellem de unge elskende Walther og Eva i ”Mestersangerne” er meget mere end blot ”forelskelse”. Som Eva siger: ”Das war ein Müssen, war ein Zwang!” – noget som kan gøre én bange.
Fortsätt läsa ”Teser om ”Parsifal””Enhver leksikonartikel om Richard Wagner (1813-1883) og enhver musikhistorisk fremstilling om ham fremhæver hans brug af ”ledemotiver” som et kompositorisk hovedprincip i hans værker – de musikdramaer, hvis tekster han også selv forfattede.
Artikeln publiceras med tillstånd från den digitale skriftserien “PubliMus”, Skriftserie från SMKS Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole
Disse ledemotiver er bestemte korte vendinger i musikken, der karakteriserer de enkelte personer i dramaets handling, bestemte idéer, følelser, begivenheder eller sågar bestemte rekvisitter som sværd, spyd osv.
Den, der ikke er fortrolig med Wagners dramatik, vil nok studse lidt ved tanken om, at musikken skulle kunne ”betyde” eller ”illustrere” noget helt konkret: sværd, spyd, personer osv. Fortsätt läsa ”WAGNERS PARALLELLE TERTSER. Forsøg på en tolkning”