AF HENRIK NEBELONG.
I en løbende diskussion i tidsskriftet “PubliMus” (https://publimus.dk/) har et par debattører gjort gældende, at Richard Wagner ingenlunde var antisemit, samt at Adolf Hitler og nazisterne på ingen måde hentede inspiration til deres politik i Wagners skrifter. Foranlediget heraf men uden større lyst tager jeg hermed disse to emner op.
Wagners musik og dramatik bliver i mine øjne ikke bedre af, at man skulle frikende ham som antisemit og protonazist.
Jeg får ikke kvababbelse ved at beskæftige mig med kunst, hvis ophavsmænd på en eller anden måde skulle være moralsk anløbne. De færreste af os går vel i øvrigt gennem livet uden at have sagt eller gjort noget mindre pænt. Sådan er det nok også med skaberne af stor kunst.
1: Wagner har produceret otte skrifter, hvor han beskæftiger sig med jøder:
- Jødedommen i musikken
- Opklaringer om ”Jødedommen i musikken”
- Hvad er tysk
- Tysk kunst og tysk politik
- Vil vi håbe
- Helterace og kristendom
- Religion og kunst
- Kend dig selv
De fire første skrifter er ikke egentligt ”racistiske”, men udtrykker en stærk animositet mod jøder. Apologeterne mener, at Wagner, når han skriver ”jøder” blot mener ”pengemænd” helt generelt. Dette kan blankt afvises. Jeg citerer i forkortet form nogle små bitte bidder:
”Hvad er det vi hader ved jødevæsnet?…det ubehageligt fremmedartede ved jødernes udseende”.
”Jødisk tale er hvislende, skinger, hektisk, gryntende…plapren…slubren”.
”Hvem er ikke i synagoger blevet grebet af væmmelse ved at høre den menings- og åndsforvirrende gurglen, jodlen og plapren,…som her i fuldt alvor gives til bedste”
[Jødedommen i musikken].
Her er ikke tale om ”pengemænd”. Hvordan mon Wagners apologeter tror det har været for en jøde at læse disse udgydelser?
”R. går ind for fuldstændig udvisning (af jøderne). Vi ler over, at det virkelig se ud til at hans artikel om jøderne blev indledningen til denne kamp”.
”Det eneste der kan lade sig gøre, er at smide karlene ud og gennemprygle dem”.
”R. siger i heftig spøg, at man skulle brænde alle jøder under en opførelse af ”Nathan (der Weise”).”
[Cosimas dagbøger].
I de fire sidste skrifter begynder Wagner at søge efter en forklaring på jødernes ”kedelige egenskaber” i raceteorierne:
”Kun når den dæmon, der holder …(folket)… i partikampenes vanvid ikke mere kan finde noget sted…hvor den kan skjule sig blandt os, da vil der ikke mere findes jøder…Hvis vi trænger dybt nok ned efter at have overvundet al falsk skam…så kunne vi tyske før end nogen anden nation få mulighed for denne store løsning.”
[Kend dig selv]
Wagner-forsvarerne må undskylde mig, men udtrykket ”al falsk skam” vækker uundgåeligt associationen til Heinrich Himmlers Posen-tale, hvor han taler om, at man overfor myrderierne ”dennoch anständig bleibt”. Tankegangen er parallel.
”Man må undgå den degenererende blanding af de ædleste racers helteblod med de tidligere menneskeæderes, der nu er opdraget til kyndige forretningsførere for vores samfund.”
[Helterace og kristendom].
Jødernes særpræg skyldes altså, at de nedstammer fra kannibaler… Den lader vi stå et øjeblik.
(Blandede jødisk-tyske ægteskaber): ”R. hævder: så ville der ikke mere være flere tyskere tilbage, det blonde tyske blod er ikke kraftigt nok til at modstå denne skarpe lud”. [Cosimas dagbøger].
I øvrigt: hvorfor skulle Wagner have noget specielt imod jødiske kapitalister. Deres handlingsmønstre adskiller sig jo ikke det ringeste fra andre pengemænd, jordejere, redere osv. Men som det fremgår af ovenstående beskedne citatsamling er det ikke kun kapitalismen men ”det jødiske” helt generelt Wagner vender sig imod med afsky.
2: Der forekommer heldigvis ikke negative skildringer af jøder i Wagners dramatiske værker. I Cosimas dagbøger (17. nov. 1882) kommer Wagner ind på at se ”Ringen” som en ”race-opera”. Her ser han Mime og Alberich som ”de gule” (mongoler) og Loke som mestits – altså ikke som jøder.
Men det skal medgives, at de alle har træk, der minder om traditionelle jødekarikaturer. Heri ligger formentlig en underforstået smagløs vits. Beckmesser i ”Mestersangerne” kan de facto ikke have været jøde. Jøder var i 1500-tallet forment adgang til Nürnberg, hvad den historisk kyndige Wagner vidste. Men også her kan der være tale om en underforstået vits.
Det har været hævdet, at Beckmessers prissang skulle være en parodi på et jødisk musikstykke. Dette forekommer mig meget tvivlsomt. Beckmessers sang er som mange andre stykker i ”Mestersangerne” udviklet af et gammelt mestersangermotiv.
3: Protonazisme. Det er indlysende at Wagners skrifter er en af de mange inspirationskilder til nazismen. Udover antisemitismen kan nævnes følgende: Tanken om ”førerstaten” findes i skildringen af kongens funktioner i ”Om stat og religion”. Angreb på demokrati og parlamentarisme findes især i ”Hvad er tysk”. Hadet til den frie presse i ”Hvad er tysk” og i ”Vil vi håbe?”.
De mere kuriøse punkter i nazipartiets program: dyrebeskyttelse og alkoholpolitik matches af ”Religion og kunst”, mens idéen om afskaffelsen af politiske partier findes i ”Kend dig selv”. Kunstsynet, herunder foragten for det frivole og idéen om opdragelsen af folket til det rette kunstsyn findes i ”Fremtidens kunstværk” og i ”Tysk kunst og tysk politik”. Nazisternes sundhedspolitik og racehygiejniske tiltag reflekterer Wagners degenerationsfobi i ”Religion og kunst” og de tre små opklarende skrifter, han skrev i tilknytning hertil.
Nazisternes synspunkt om Tysklands mission i verden bygger bl.a. på tanker, der genfindes i ”Hvad er tysk?”. Det bør vel herudover nævnes, at Hitler på det personlige plan imiterede Wagner som ”hundemenneske” og vegetar (noget Wagner ganske vidst kun var teoretisk tilhænger af). Endelig valgte Hitler jo en dødsmåde inspireret af ”Rienzi” ”Wieland der Schmied” og ”Götterdämmerung”.
Herudover prøvede Hitler mig bekendt efter at have fået foræret et flygel af sin mor, at sætte musik til Wagners ”Wieland der Schmied”, hvilket selvsagt mislykkedes.
Nej kære Wagner-apologeter: I er på frygteligt gale veje i et korstog, der samtidigt i mine øjne er fuldstændigt ligegyldigt. Wagners kunst er udødelig. Som menneske var han som de fleste af os: ”The elements were mixed up” som Shakespeares siger i ”Julius Caesar”. Og det er jo bl.a. dette som gør Wagner så spændende, at der er både en Licht-Alberich og en Schwarz-Alberich.
Henrik Nebelong
| Artikeln publiceras med tillstånd från den digitale skriftserien PubliMus. Webb: https://www.publimus.dk/ Facebook: https://www.facebook.com/PubliMus/ PubliMus är en ideell webbtidning som publicerar artiklar om alla ämnen inom musik och musikliv i vid bemärkelse. De flesta av artiklarna kommer att kunna läsas av personer utan musikaliska förkunskaper, medan andra i första hand riktar sig till experter. |
| HENRIK NEBELONG f. 1944, er forfatter, oversætter og advokat. Han har udgivet kommenterede oversættelser af samtlige Richard Wagners operaer, og har skrevet introduktionsbogen Wagners ring . Hans hovedværk er den første store Wagner-biografi på dansk: Richard Wagner. Liv, værk. Politik. Han har endvidere redigeret bogen Angsten, lykken og ekstasen om forfatteren Henrik Stangerup. Henrik Nebelong var indtil sin pensionering i 2006 medindehaver af et dansk-tysk advokatfirma og var 1999-2000 chef de mission for Avocats sans Frontières i Kosovo. Fler artiklar av Henrik Nebelong |